Smartlog v3 » Cirkus Lucy
Opret egen blog | Næste blog »

Cirkus Lucy

Om at forsøge at kysse livet, men ofte ramme helt ved siden af ...

Sidste mand lukker og slukker

13. May 2008 13:03, Lucy

Nåmen som den kloge læser (dig, red.) vil have bemærket, så foregår der ikke ligefrem den mest heftige aktivitet her på stedet. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er, at der efterhånden er *alt* for mange, der ikke har kunne holde nallerne fra fedtefadet.

Det her er ikke længere et sted, hvor jeg kan skrive, hvad og hvordan det passer mig. Jeg er nødt til at redigere i mine tanker og det gider jeg faktisk ikke.

Så nu er jeg flyttet. Ikke fordi jeg gør mig illusioner om, at jeg ikke kan findes, hvis man virkeligt vil, men fordi jeg da så har gjort *noget*.

Jeg giver en flyttebajer ovre på det nye sted. Adressen kan rekvireres på cirkuslucy@hotmail.com 

Måske ses vi på den anden side og hvis ikke, så tak for denne gang.

Lucy

PS. Jeg hader SÅ meget ikke at være Lucy længere ... Nysgerrrige, lortespassere!

28 going on 13?

29. Apr 2008 15:04, Lucy

Jeg er dronningen af dårlige beslutninger, i disse dage.

Et eller andet sted undervejs må jeg have mistet mit kompas. Hver gang jeg står overfor flere valgmuligheder, så vælger jeg med stor sikkerhed det forkerte.

Engang havde jeg et ret godt instinkt. Det kan jeg godt savne. Jeg har mistet kontakten til mig selv, både fysisk og psykisk.

De blå mærker, der dukker op ud af ingenting, er irriterende, men forsvinder i det mindste af sig selv. De små stød min psyke får spreder sig som ringe i vandet og slår smut i det uendelige.

Jeg synes, jeg gør alt muligt for at finde det rette udgangspunkt. Jeg har også prøvet at gøre ingenting.

I bund og grund, så føler jeg mig lidt som en teenager på jagt efter egen identitet. Og helt ærligt, så sjovt var det fandeme ikke første gang!

Syresommerfugle, del 2

27. Apr 2008 17:53, Lucy

Nåh, men det gik ikke ret godt. Og ikke bare på den der måde, hvor man underspiller egen præstation. Jeg har officielt lukket ned for den afdeling af min hjerne, der har stresset over en eventuel flytning til Århus. Det bliver ikke aktuelt.

På en måde, er det jo meget fint, for jeg er ikke sikker på, at jeg havde turde springe ud i det, selv hvis jeg blev optaget. Men en anden måde, er det ikke spor fint, for det er jo en årelang drøm, der må dø.

Jeg skulle sgu alligevel ha' gjort det der ingenting, jeg plejer.

Det spøjse er, at selv med al stressen over transport, den manglende søvn og opgaver, der skulle besvares, så var der ikke engang en skygge af den hovedpine, der ellers har plaget mig i ½ år.

Før jeg tog afsted, var jeg ret sikker på, at jeg nok i det mindste ville blive kaldt til samtale. Nu er jeg nødt til at finde på en anden version af min fremtid.

Det gør jeg i morgen. I dag vil jeg nok bare græde lidt over tabte drømme. Ved ikke hvilken én af dem, der gør mest ondt og det er også så uendeligt ligegyldigt.

Jeg er træt.

Syresommerfugle

25. Apr 2008 09:01, Lucy

Jeg er ikke helt sikker på, at et nattog med skift og udsigt til et par timers venten på Århus station er den helt optimale forberedelse til prøven.

Eller en hel dags renden rundt efter bærbar, printer og bagage.

Det er det jeg siger, hvad fanden skal jeg dog i Århus? Jeg kender jo ikke et øje ...

Lige nu ville jeg være svært tilfreds med at opdage, jeg har en grandtante eller lignende, hvis sofa var til låns for en nat.

Men det er jo bare praktiskheder.

Jeg er ikke klar. Jeg vil ikke. Jeg *tør* ikke ...

Hysterisk panik!

24. Apr 2008 19:31, Lucy

Efter at det langt om længe er lykkedes at fremskaffe en lånebærbar, så er beslutningen om at tage til optagelsesprøve på lørdag taget.

Og jeg er officielt i panik! Hvordan kan man lige forberede sig til en prøve man pretty much ikke aner, hvad kommer til at gå ud på? Okay, sprogtesten og videnstesten er jeg egentlig ikke så bekymret for (og dér kan jeg i øvrigt hverken gøre fra eller til nu). Men en eller anden potentiel opgave udi at skrive, hvilken avisartikel der har gjort størst indtryk på mig, giver mig endnu mere hovedpine.

Det er lige før jeg ønsker mig syg til i morgen. Jeg tror faktisk ikke, at jeg tør det her. For ikke at tale om, hvad der skal besluttes, hvis jeg rent faktisk kommer ind.

Det ville være allernemmest at gøre det jeg plejer, nemlig ingenting!

Kapløb med tiden, epilog

22. Apr 2008 13:07, Lucy

Tirsdag kl. 13.05: 54.930 down, 0 to go!

Mere end én dag til seneste aflevering og jeg mangler bare at printe og binde ind!

Hvor er Halleluja-koret, når man er færdig?!

Kapløb med tiden, del to

20. Apr 2008 19:41, Lucy

Søndag kl. 19.37: 37.833 down, 14.167 to go

3½ dag tilbage, farten er ikke høj nok!

Hvor er al ens faglige viden, når man har brug for den?

Kapløb med tiden

19. Apr 2008 13:18, Lucy

Lørdag Kl. 13: 21.695 down, 30.305 to go.

5 dage tilbage. Farten må sættes op!

Hvor er et tidsløst, sekundært univers, når man har brug for det?

Housepause!

12. Apr 2008 15:28, Lucy

Okay, jeg ved godt, at jeg virkeligt burde koncentrere mig hundrede procent om min BA, men det er som om jeg er blevet ret afhængig af House. (Som nogen godt kunne ha' advaret mig om, at man kunne blive!)

I nat drømte jeg sågar at jeg havde sex med Dr. Gregory House. Det lover altså ikke godt for de næste par ugers koncentrationsevne ...

En helt almindelig dag på kontoret

10. Apr 2008 16:46, Lucy

Man begynder dagen med at stå op og tjekke mails og blogs.

Opdager så, at ens BA-vejleder har ringet til en på den stationære og får akut hjertebanken.

Sender mail om, at man absolut ikke er gået i gang og har givet op. For hvem har nogensinde hørt om en BA skrevet på 14 dage?

Modtager mail fra vejleder om, at hun helt sikkert ikke mener, man skal give op endnu og at vi kan klare den sammen.

Får endnu mere hjertebanken over opgave man egentlig har opgivet og stedt til hvile forlængst, men svarer at man vil give det en chance henover weekenden.

Man overvejer, hvordan det skal kunne lade sig gøre at skrive fornuftig, sammenhængende og velovervejet opgave på 13 dage, når man ikke har læst en side endnu.

Ringer til ens krisehjælp og taler om alt muligt andet, inden man kommer til sagen. Tuder lidt over livets generelle suckness.

Beslutter at melde sig syg på arbejdet i weekenden, for rent faktisk at have en chance.

Er ved at kaste op over, at vejleder ikke bare accepterede, at man havde givet op og i stedet kaster en ud i sidste øjebliks panik.

Skriver blogindlæg, bare sådan lidt for yderligere at prokrastinere ...

Jeg har ondt i hovedet, kvalme og opsvulmede øjne. Men hey, jeg har ikke kastet op i dag. Every cloud ...

Om at gøre noget, del 2

3. Apr 2008 14:35, Lucy

Den første beslutning handler om at få det bedre.

Der er sket mange ting i løbet af de sidste 7-8 måneder, hvoraf jeg gerne ville ha' været de fleste foruden. Jeg har ladet mig selv svælge i det og rive med ned. Helt ned på bunden, hvor jeg egentlig bare lå og spillede død. Men nok er nok! Jeg må gøre noget. Nu må vi videre.

Selve det at beslutte at gøre noget var egentlig ikke så svært, som jeg havde regnet med. Jeg har fået masser af råd om læge, psykolog og psykofarmaka. Jeg har noteret mig dem alle og vil vende tilbage til dem, hvis ting ikke bliver bedre. Men jeg er nødt til at prøve at gøre noget selv først.

Til at starte med skal jeg ud af døren. Jeg orker det næsten ikke og bare ved tanken bliver jeg helt træt. Men jeg bliver helt skør af bare at være her. Og jeg tænker alt for meget.

Mit job skal bare være et job. Jeg kan ikke tage det med hjem mere og jeg kan ikke bruge al min energi dér.

Jeg er allerede startet. I dag gik jeg ind til Chefen og bad om at blive fritaget for deltagelse i nogle kursus-agtige dage sammen med mine kollegaer og i stedet blive hjemme og arbejde. Det lyder måske ikke som at få fri fra noget, men fra arbejdet kan jeg i det mindste gå hjem.

Chefen havde heldigvis selv tænkt noget lignende, men da han alligevel bad om min grund til at bede om fritagelse, så fortalte jeg ham sandheden. At jeg simpelthen ikke kan se jeg skulle kunne finde overskud til det. Han synes ikke det lod særlig rart, men spurgte ikke nærmere ind til det. Det er også lige meget, for han gjorde noget meget bedre - han fritog mig.

Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet jeg er.

Og så har jeg besluttet mig til, at det er okay, hvis jeg ikke tager til Århus (selv hvis jeg kommer ind). Måske er det ikke det rigtige tidspunkt for alvor at være helt alene. Og måske er det ikke lige nu jeg har energien til at jagte drømme.

Så skal jeg ha' styr på min nattesøvn. Det er straks værre og sværere, for jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med det. Men der findes råd mod søvnløshed, som jeg håber måske kan hjælpe mig af med mine mareridt. Det er da et forsøg værd.

Jeg kan ikke gøre alt på én gang. Der vil være dage, hvor jeg intet af det kan gøre. Men beslutningen er i det mindste truffet.

Det er bare begyndelsen og måske virker det slet ikke. Måske kan jeg ikke klare det her selv. Men bare det at beslutte noget og gøre noget ... lige nu har jeg det bedre.

Om at gøre noget, del 1

3. Apr 2008 14:18, Lucy

Jeg har taget en beslutning. Eller rettere har jeg taget to beslutninger. Lad os starte bagfra:

Den anden beslutning handler om at omdirigere kontrolmonstret. Jeg har tænkt meget over det og valget er faldet på min økonomi. Målet er ikke at bruge mere end 100 kroner om dagen i gennemsnit, mad, cigaretter og hor inklusive. Det lyder måske af meget, men nu skal man ikke undervurdere, hvor vulgært ødsel jeg er. Hvis jeg skal begynde at læse igen, er jeg alligevel nødt til at skære kraftigt ned på mit forbrug (især hvis jeg skal anskaffe den uundværlige bærbare), så hvorfor ikke starte nu?!

Og når man har et overforbrug er der jo heldigvis masser at ta' fat på:

Udskifte Irma & SuperBrugsen med Netto & Fakta (samt medbringe poser hjemmefra)

Holde op med at betale overpris for impulsjunk i diverse kiosker

Begynde at ryge mine cigaretter færdigt, i stedet for at skodde de sidste 1½ cm

Nedsætte mit forbrug af glittede blade, også (måske nok mere især, red.) dem om mad, med billeder af mad og ting man kan bruge til at lave mad og hvordan man laver bestemte slags mad.

Være mindre generøs og hurtig til altid at samle regningen op (dates undtaget).

Undgå at impulskøbe tøj, jeg aldrig får byttet og sandsynligvis heller aldrig gået med.

Andre gode sparetips modtages gerne.

Om kommunikation

2. Apr 2008 23:16, Lucy

Jeg blev lige mindet om, hvor meget jeg hader passiv aggresivitet.

Som når man har opført så mærkeligt og godt ved, at man er lige ved at blive kaldt på det og man så skynder sig at slynge ud: "Du har jo været så mærkelig og svær at få fat på, på det seneste."

Det kan man jo ikke stille noget op imod, for når man så siger: "Det er da klart, jeg opfører mig anderledes, når du har været helt mærkelig og utilgængelig de sidste par uger. Så har jeg jo ikke villet forstyrre dig i det du laver (der åbenbart er vigtigere end mig) og i stedet ventet på, at du tog kontakt, når du fik tid igen. Så er det bare ikke sikkert at jeg lige har haft tid."

Så bliver man nemlig bare mødt med et: "Nu skal du ikke forsøge at vende den om, når det er dig der opfører dig mærkeligt og ikke mig."

Det bedste forsvar er altid et angreb. Det havde jeg lige glemt.

Jeg er træt af at forsøge at kommunikere med det andet køn. Jeg ved ikke hvorfor jeg har gidet blive ved med at forsøge, når jeg ender samme sted hver gang. Jeg er træt af det.

Det er vist på tide med en pause.

PS. Ikke fordi det går bedre med kommunikation med eget køn, så måske jeg bare skulle holde op med at kommunikere helt og aldeles.

Om at være hysterisk privat

1. Apr 2008 15:12, Lucy

Haha, i nat drømte jeg, at jeg satte et billede af mig selv på bloggen, vågnede helt panisk og tænkte: "Åh nej, hvad har jeg dog gjort?!"

Jeg drømte også langt værre ting, der efterlod mig med et stik af smerte og en forvirring jeg ikke kan sætte fingeren på.

Men den der med billedet giver mig nu alligevel et smil på læben.

Flatlining

30. Mar 2008 15:00, Lucy

Mine ben har været bløde under mig igen, de sidste par dage. Mine øjne er døde på en måde jeg aldrig har set før. Selv et falskt smil lyser dem ikke op. Og de mareridt, der startede for snart et par måneder siden er aldrig holdt op. Jeg vågner bogstaveligt talt skrigende og panisk. Én dag vågnede jeg ved, at jeg stak mig selv en lussing. Hårdt. Selv i dagtimerne hænger resterne ved og martrer mig.

Der er ingen, der ser mig. Ingen der får øje på, at jeg ikke har det ret godt. Og jeg kan ikke finde ud af at bede om hjælp. Ved ikke engang, hvad det er jeg har brug for hjælp med.

Jeg har bare mistet lysten.

Lyden af usynlige skridt

28. Mar 2008 23:46, Lucy

Mens jeg sad og skimmede blogbot slog min hjerne fra og dannede ikke-eksisterende sætninger ud af løsrevne ord. Én sætning sad fast bagefter: "Hvorfor er det mig, der skal være mig?"

Ud af de milliarder, der kunne være blevet mig, hvorfor blev det så lige mig? Jeg mener bare ... trak vi strå om det? Og i så fald trak jeg så det korteste?

Noget inde i mig er lidt i stykker. Jeg kom til at græde og undslippe en lille sørgelig lyd på arbejdet. Jeg tror ikke der var nogen, der opdagede det.

Der er ikke rigtig nogen der ser mig for tiden. Enten er jeg blevet usynlig eller også er jeg bedre til at gemme mig end jeg troede.

Måske er jeg imploderet. Jeg ved ikke. Men jeg ved at lakken er så tynd nu.

Jeg har gjort det forbudte flere gange i den her uge, end jeg bryder mig om at indrømme. Og så længe jeg er usynlig, er jeg den eneste der ved det.

Hvor løber man hen, når man flygter fra sig selv?

Forsinkede reaktioner

26. Mar 2008 00:12, Lucy

Der står kasser alle steder. Eller sådan føles det i hvert fald. Måske fordi der står én i min entre, der hele tiden minder mig om.

Lugten af min farmor bliver til lugten af død og jeg kan ikke få den ud af mine næsebor. Og tingene er besudlede af ham og hans opførsel.

Om jeg sulter eller spiser eller spiser og kaster op, det ændrer ikke på noget. Alting er noget rod og ikke engang kontrollen hjælper mig. Men jeg kan alligevel ikke lade være.

Kan ikke rumme at være alene. Her i lejligheden. Med alle tingene. Har bare heller ikke overskud til andre mennesker.

Jeg er ret sikker på, at jeg sørger nu. Fik jeg aldrig gjort dengang for en måned siden, da hun døde. Fik jeg ikke gjort for 9 år siden, da min elskede farfar døde. Fik jeg ikke gjort for 4½ år siden, da jeg holdt op med at være hans datter.

Og nu vælter murene. Som en anden Sisyfos bygger jeg dem op, hver gang der falder et stykke. Kan ikke bære tanken om bare at lade alting kollapse og lade syndfloden svømme ind over mig.

Om jeg vælger at kaste op eller ej, ændrer ikke på kvalmen. Om jeg tager en pille eller ej, ændrer ikke på hovedpinen. Om jeg sover eller ej, ændrer ikke på trætheden.

"Hvordan står det til?", spurgte én mig i dag.

"Jeg er i live", svarede jeg.

Arvesynden, del 2

23. Mar 2008 19:28, Lucy

Jeg havde frygtet at skulle stå ansigt til ansigt med mit fædrende ophav igen.

"Du slipper billigt", sagde Fru Moder. "Han afleverer tingene her, i morgen".

And what really pisses me off er, at det er ham, der slipper billigt. Og jeg er ret sikker på, at han ved det.

For udover at det gør ondt, så er jeg vred. Rigtigt vred. Hvis først jeg havde stået dér overfor ham, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville ha' kunnet stoppe ordstrømmen igen. Efter ikke at ha' haft noget at sige til ham længe, så er der meget jeg gerne vil lade ham høre nu.

Men det slipper han let og elegant udenom. Så udover at være et dumt svin, er han også fej udover alle grænser.

Hvor jeg håber, at han dybt indeni stadig har en kerne af menneskelighed, så han trods alt skammer sig. Så han trods alt ved, hvor sørgeligt et menneske han er. Så han trods alt ved, hvor meget mere jeg er end ham.

Måske det et eller andet sted er for det bedste, at jeg ikke skal stå ansigt til ansigt med ham. Når jeg spiller filmen for mit indre øje og lader ordene flyde fra mig, så ser jeg også en pige, der bliver så vred, at hun måske ikke kan styre det.

Og fantasier om at skade et andet menneske er trods alt ikke lige så forbudt som rent faktisk at gøre det.

Men damn, hvor ville jeg gerne lade galden flyde og slutte af med at plante en knytnæve lige midt i fjæset på ham. 

I sidste ende ville jeg ønske, at jeg bare kunne hade ham.

Arvesynden

23. Mar 2008 16:32, Lucy

Jeg fatter ikke, at han stadig kan ryste mig, det fædrende ophav. Men det kan han.

Det gik ellers nogenlunde tilforladeligt, da jeg var hjemme i min farmors lejlighed og vi talte om, hvilke ting jeg gerne ville ha'. Jeg bad heller ikke om ting af den store værdi. Der var hendes smykker, som jeg altid har skullet arve. Et testel malet af min farfars søster, uden anden værdi end affektionen. Og et par sideborde, jeg altid har været forelsket i. Fotografierne var han ikke interesseret i, så dem fik jeg også. Og den elskede juleklokke made in Taiwan.

Nogle af tingene fik jeg med med det samme. Nogle af smykkerne, juleklokken og fotografierne. Resten skulle jeg hente senere.

Jeg bad ikke om andet end det, der betød noget. Andet end det min farmor så tit havde sagt jeg skulle have. Og jeg bad ikke om noget, der havde værdi for ham.

Men så gik det op for ham, at det her ikke ændrer på noget. At jeg ikke skifter mening. Og han blev ond.

Sidebordene skal sælges på auktion. Resten af smykkerne beholder han eller sælger. Fordi han kan. Og det rammer mig.

Han har ikke brug for pengene. Han har millioner på kontoen.

Han bruger sin egen mors død til at ramme sin datter. Og det gør han. Rammer mig. Galden sidder helt oppe i min hals, tårerne triller og min krop bliver kold helt ind til marven.

Han beviser også, at jeg har truffet det rigtige valg. At da han sagde dengang, at jeg ikke var hans datter længere, så var det ikke en fejl. Han er det menneske.

Men det gør ondt, at han er sådan. Det gør ondt, at han endnu engang beviser, hvor dybt han kan synke. At han ikke alene bare beholder tingene for at hævne sig, men at han rent faktisk sælger ting, der er så mange minder og følelser knyttet til, kun for at ramme mig.

Det gør ondt, fordi han stadig er min far og altid vil være det. Det gør ondt, fordi han gør det svært at holde fast i de gode minder. Gør det svært ikke at blive helt sort af vrede indeni.

Med sine handlinger viser han mig, hvor lidt jeg er værd for ham. At han ikke engang kan se mig som et menneske, der også sørger.

Med min fornuft ved jeg godt, at det er et såret dyr, der langer ud. At det gøre ondt på ham, at jeg ikke vil se ham. Og han kun har sig selv at give skylden. Min fornuft ved godt, at han vender vreden imod mig, fordi han ikke kan se sig selv og sit eget ansvar i øjnene. Han sårer mig, fordi han kan. Fordi han giver mig skylden. Alternativet ville være at se på sig selv.

Selvom jeg altid har vidst, at det ville blive sådan, så var jeg alligevel ikke forberedt på det. Et eller andet sted rakte min fantasi ikke til at forestille mig, at min værste forestilling skulle blive sand. Og mere til.

Det gør ondt, fordi ... jeg skal forholde mig til, at min far er sådan. Det bliver en del af min personlighed, at jeg stammer sådan et sted fra.

Det gør ondt.

Er sex svaret på alt?

19. Mar 2008 21:16, Lucy

I en snak med Ældsteveninden* ytrede hun, om en fælles ven/bekendt, at alt i hans liv nok ville se lidt lysere ud, hvis bare han fik noget sex.

Nu har jeg så for tiden nogenlunde regelmæssig adgang til det der sex-noget (Medmindre Fru Moder læser med, hvorfor jeg så naturligvis stadig er den inkarnerede uberørte uskyld) og så er det bare jeg tænker at (ud fra Ældstevenindens tese):

1) Der er noget helt galt med det sex jeg får, siden det ikke fixer alle problemer.

2) Der er noget helt galt med mig, siden jeg ikke kan fixes med sex.

3) Der er noget helt galt med den hypotese.

4) All of the above.

Jeg tænker stadig ...

* Et nick hun umiddelbart ville være stærkt utilfreds med, men hvis I ikke siger det til hende, så gør jeg heller ikke. Det vores lille hemmelighed, ik'?

Den falske FAQ

Gamle ord

Jeg leder efter


Tags

Arkiv